Engletrompet – Illustreret guide

Engletrompet er det danske navn for den overdådige plante som har det botaniske navn brugmansia. Her er en hjemmeside dedikeret fuldkommen til de smukke blomster. Lær hvordan du passer og formerer de skønne planter her.

Hvordan passes engletrompet?

Engletrompeter er grådige planter som skal passes med rigeligt vand og gødning. Planterne foretrækker lys, men må ikke står i direkte sol. Man skal også beskytte planten mod blæst og når temperaturen falder henimod vinteren, skal planten indendørs. Den tåler ikke temperaturer under ca. 8 grader (afhængig af sort) og går i dvale om vinteren hvis den står køligt. Læs mere om pasning af planten på resten af hjemmesiden som er dedikeret til denne fantastiske plante.

Engletrompetens kendetegn


Man kan kende planten på de meget stor tragtformede blomster. Selve planten er en busk som kan opnå træhøjde afhængig af sorten.

Brugmansia Arborea  "Wildform"
Brugmansia Arborea. Hybriden:
“Wildform” Billedet er taget af Colin Hosking


Med meget få undtagelser vil den store blomst vende nedad og der vil være en betydelig mængde blade hvis planten trives.

Stammer kan blive tykke som små træer, men dette tager mange år. Det første år er stammen typisk 1-2cm tyk og vil vokse sig fra at være grenlignende til en stamme i løbet af nogle år. Dette gælder ikke de kolde sorter, herom kan du læse senere i indlægget.

Grenene er normalt grønne og har en del hvide prikker, hvorfra der kan udvikles blade, blomster, sidegrene og rødder. Med årene bliver stammer og grene grålige og udvikler noget der minder om en tynd bark eller let rynket “hud”.

Engletrompet bliver typisk omkring 20 år gamle i danmark, men mange går til hvert år om vinteren, pga forkert opbevaring.

Det er sjovt at observere alle forskellene på de enkelte hybrider som findes. Fx er der stor forskel på blomstens længde, hvor langt et rør blomsten vokser ud af, og striber mm. på de enkelte blomster. Det er det der gør at man så nemt får lyst til eje mange sorter af disse fantastiske planter.

Almindelig engletrompet

Den engletrompet man ser mest er uden navn og typisk en enkelt blomst i gul eller lyserød. De hvide er dog også meget almindeligt forekommende i plantemarkeder og supermarkeder om foråret. De er oftest blot navngivet brugmansia eller engletrompet. Man skal ikke kimse af disse planter. De er som regel meget livskraftige og nemme at dyrke, og et rigtig godt sted at starte som nybegynder.

Som en lille kuriositet vil de almindelige engletrompeter som har gule blomster, oftest have takkede blade.

takkede blade på gul engletrompet
Engletrompet med let takkede blade

Denne plante er billig! Du bliver snydt hvis du giver meget mere end 30,- for en stikling. Der er ingen grund til at bestille en større plante hjem, for den er utroligt nem at dyrke. Har du prøvet at dyrke fx tomat, så vil du være godt klædt på til at passe den almindelige engletrompet. Du vil efter kort tid – typisk allerede første år, begynde at blive beriget med smukke blomster.

Sorter og hybrider

Engletrompetens hybrider stammer alle fra de oprindelige sorter som forekommer naturligt i sydamerika:

  • Brugmansia arborea
  • Brugmansia aurea
  • Brugmansia Insignis
  • Brugmansia sanguinea
  • Brugmansia suaveolens
  • Brugmansia versicolor
  • Brugmansia vulcanicola

Brugmansia er delt i to grupper: Section Sphaerocarpium – den kolde gruppe og den varme Section Brugmansia. Ud fra disse stammer alle de hybrider vi kan købe.

Section Brugmansia indbefatter sorterne B. suaveolens, B. insignis og B. versicolor, samt deres hybrider (f.eks B. × candida, der er en blandingshybrid mellem B. aurea og B. versicolor. Den kolde gruppe gennemgår jeg særskilt senere i indlægget.

Det mest omfattende onlinearkiv over hybrider af engletrompet, har jeg fundet på www.brugmansia.us

Ellers kan jeg stærkt anbefale den store bog om brugmansia: Hunanduj som også har en stor ordbog med udførlig beskrivelse af alle godkendte hybrider. Her gennemgås fx hvem der har skabt den og dens særlige kendetegn.

Obs Datura er ikke brugmansia. De har tidligere tilhørt samme slægt, men er kun forbundne ved begge at være natskyggeplanter. De er altså beslægtet i samme grad med hinanden som med fx kartoffel og tomat. Jeg har skrevet et helt indlæg om denne problematik, som stadig florerer livligt både på nettet og hos forhandlere.

Engletrompet er en sommerhaveplante

Det er ret vigtigt ikke at købe en engletrompet hvis man bor i lejlighed eller hus uden have, for planten skal bo udendørs om sommeren. De er alt for store at have indendørs selvom man godt kan holde dem lidt nede. Der er også problematikken omkring plantens giftighed, som gennemgås nedenfor.

Mange gror planterne i krukker, mens andre sætter dem direkte i havejorden. De største planter opnås ved at sætte dem i havejord, men det er også et stort arbejde at tage dem op inden frosten. På en enkelt sommer kan rodnettet nemlig blive meget omfangsrigt.

Engletrompeter skal først ud i haven når det er sommer. Oftest i slutningen af maj eller helt hen i juni. De kan så til gengæld stå ude helt frem til frosten kommer, hvor nogle mener det ligefrem er en fordel hvis planter når at blive udsat for en enkelt omgang kulde. Dette skulle få energien i planten til at trække sig tilbage, så den går i “hi” og nemmere overlever vinteren.

Vinteropbevaring

Planterne skal opbevares indendørs om vinteren. Mange anvender plantehotel fordi det er svært at få plads til de store planter hjemme. Personligt har jeg altid anvendt en uopvarmet udestue, men lukket lidt varme derud på kolde vinterdage.
Der er dog flere metoder at overvintre engletrompeter, så læs hele indlægget om vinteropbevaring før du tager stilling til hvilken du vil benytte.

Engletrompeter som er meget langsomme om at komme i gang om foråret, er med stor sandsynlighed blevet udsat for for lav temperatur. Læs mere herom i indlægget om engletrompet om foråret

Engletrompet er giftig

Alle dele af planten er giftig. Man bør håndtere den med handsker på, ellers er der mulighed for at udvikle fx allergi som kommer snigende med årene – det gjorde den for mig. Så hermed en STOR advarsel!

Læs mere om plantens giftighed i indlægget Engletrompeter er giftige

Når det er sagt, så har jeg en kat som har bidt i mine planter. Hendes pupiller blev udvidet, men der skete ikke yderligere.

Folk der har kløet sig i øjnene efter at have håndteret brugmansia, har også oplevet denne markante pupiludvidelse.

Jeg ville aldrig dyrke denne plante hvis jeg havde små børn. Man kan argumentere for at mange af de naturligt forekommende planter i danske haver er giftige, men lige denne kan i ekstreme tilfælde være dødelig, så jeg ser personligt ingen grund til at tage nogle chancer.

Medicinsk brug af engletrompet

Planten har været brugt af oprindelige stammefolk til at opnå forskellige medicinske fordele. Den er stærkt hallucinerende og har derfor været en del af spirituelle ceremonier.

Det sker desværre ofte, at folk dør eller bliver voldsomt syge af at misbruge plantens euforiserende virkning. Fx er set en del hjertestop og psykoser.

Montagne Brugmansia

Engletrompeter findes i det vi normalt kalder en varm og en kold udgave. De kolde ser væsentligt forskelligt ud i forhold til de varme, der typisk ligner hinanden mere.

Gruppen af montane engletrompeter består af: 

  • Brugmansia aurea 
  • Brugmansia arborea
  • Brugmansia sanguinea 
  • Brugmansia vulcanicola

samt deres hybrider (B. × flavaB. sanguinea × B. vulcanicola).

Kolde og varme engletrompeter kan ikke krydse (dog krydses B. aurea med varme sorter) og skal passes lidt forskellig.

Kolde engletrompeter ser anderledes ud end de varme

Kolde engletrompeter har fx en mere rørformet blomst som laver et lille buk yderst, og bladene kan se vidt forskellige ud. Varme engletrompeter har næsten altid enslignende blade og man ser straks at blomsterne er i familie med hinanden.

Kolde engletrompeter har typisk ikke en markant stamme, men er mere som en lille busket potteplante de første mange år. De kan godt blive store, men vokser langsomt. Der kan godt gå flere år før den første blomst dukker op og de kan være svære at få til at blomstre.

De kolde planter er i det hele taget sværere at få noget flot ud af, så min anbefaling vil ikke være at starte ud med at købe en sådan. Filur-blomsterne fra Lidl er dog en undtagelse. De gror relativt nemt, men jeg har ikke haft held til at overvintre dem i mange år



OBS at en plante er kold, betyder ikke at den tolererer kulde. Den stammer blot fra koldere egne af sydamerika, hvor der stadig ikke opstår frost.

Læs mere om hvordan man ser forskel på kolde og varme engletrompeter i dette indlæg: Forskellen på kolde og varme engletrompeter

Engletrompeter er grådige

For at få masser af blomster og stor vækst, kan man bruge en del kræfter på at gøde og vande sine planter. 20L vand til en enkelt plante om dagen, er ikke ualmindeligt i højsommeren. Gødning flere gange om ugen er også nødvendigt, men pas på med at give små nye planter gødning. Det slår flere ihjel end det hjælper dem i gang.

Kvælstof er især nødvendigt, for at planten kan udvikle sin store mængde blade, som jo er de der danner næringen til blomsterne og vækst. Her anbefales salmiakspiritus. Læs hvorfor her.

Jord

De fleste oplever at det ikke gør nogen forskel, hvilken jord engletrompet dyrkes i. På den måde kan man godt sige, at planterne alligevel er lidt nøjsomme. Så længe der blot tilføres rigelige mængder gødning og altså især kvælstof.

Link til yderligere om jorden til engletrompeter

Vækstfase og engletrompetens Y

Mange har allerede hørt om et Y, men færre ved, at ikke alle engletrompeter får den karakteriske grendeling.

Stammen fra frøplante eller stikling taget over Y, deler sig i først en, så to – før den begynder at blomstre

Y opstår i forbindelse med ekstrem vækst, som ses ved at planten gror vanvittigt hurtigt og får kolossale blade. Bladene er i vækstfasen omkring 20-25cm lange og man er derfor slet ikke i tvivl når det sker. Vækstfasen sker typisk i plantens første eller andet leveår (hvis det er en sent taget stikling fx). Man kan intet gøre for at stoppe plantens vækst. Klipper med den ned, vil den skulle starte forfra. Det ER bare store planter, uanset hvad.

kæmpe blade er tegn på vækstfase hos engletrompet
kæmpe blade er tegn på vækstfase hos engletrompet

Varme engletrompeter skal igennem en vækstfase før de blomstrer, dog kun hvis det er en frøplante, eller en stikling som er taget over moderplantens Y.
Kolde engletrompeter kommer ikke igennem vækstfase, og vokser for de flestes vedkommende markant langsommere. Kolde engletrompeter kan derfor bevares i en mindre størrelse i mange flere år end de varme, som typisk vokser os over hovedet i løbet af 2-4 år.

Et helt indlæg er dedikeret vækstfasen. Læs det her: Vækstfase – Hvordan ser man den?

OBS klipper du en plante ned under Y, skal den igennem en ny vækstfase. Du kan altså ikke klippe dig til en lavere stamme, for den vil blot skyde med nye stammer, som så bliver høje igen!

Planter der ikke skal igennem vækstfase

Engletrompet der ikke gennemgår vækstfase kan se sjove ud. Man kan få stiklinger på 10cm i højden, der har 15cm lange blomster. Dette er slet ikke så unormalt som man skulle tro.

Kolde engletrompet gennemgår som sagt ikke vækstfase.

Meget ofte ved man ikke om den stikling man har købt eller fået er taget over eller under Y. Min oplevelse er, at de planter man køber i supermarkeder eller hos andre mere professionelle forhandlere, altid skal igennem vækstfase. Den eneste mulighed du har for at undgå vækstfasen er altså at købe din plante hos en entusiast (i fx vores dejlige Engletrompet-Brugmansia facebookgruppe hvor mere end 1700 personer er medlem i skrivende stund) eller selv tage stiklinger.

Varme engletrompeter lever i cyklus

Man vil opleve at planterne blomster i flere omgange, med pauser ind imellem. Når man begynder at blive dygtig til at dyrke planterne, vil man finde ud af hvornår man bør give gødning, vande og holde pauser. En lille smule udtørring på det rigtige tidspunkt, kan fx sætte gang i knopskydningen. Mens planten holder helt op med at gro og levere, hvis den ikke får gødning og vand nok i hvileperioden mellem blomstringerne.

Så selvom det er utroligt nemt at dyrke engletrompet, er det en kunstform der kan forfines. Tag dig dog ikke synderligt af dette de første år, men lær langsomt din plante at kende. Du skal nok få blomster.

Formering af engletrompet

Der er to måder at formere engletrompet på. Enten ved frøformering eller som stikling. Det er der jo nok ikke noget overraskende i, men hvis man fx frøformerer, vil det være umuligt at forudsige hvad der kommer ud af planten. Hvert eneste frø i den store frugt er nemlig genetisk forskellig fra hinanden og fra forældrene.

Frøformering kræver to planter i sorter der kan krydse. Som sagt kan varme og kolde engletrompeter ikke formerer sig med hinanden. En enkelt sort, Brugmansia arborea (og eventuelt krydsninger med denne), er dog selvbestøvende.

Læs mere om frøformering i indlægget Frø fra Engletrompet – Dyrkningsguide

Engletrompetfrø kan se forskellige ud, men er ofte rynkede og ca. 5mm lange

Du kan også selv bestøve dine planter. Læs hvordan her: Sådan bestøves Engletrompet

Stiklinger er overraskende nemme at lave selv. Alt afklip fra planten kan benyttes. Se hvordan i indlægget om stiklingeformering her.

Opstamning af engletrompet

Det er ret nemt at opstamme en varm engletrompet, hvis det er en frøplante, eller en stikling der er taget under Y. De første par år vil planten nemlig primært vokse i en stamme og krone. De sidegrene der kommer kan nemt klippes af, eller fjernes med fingrene mens de er små. Du kan lave nye planter af sidegrenene hvis du ønsker. Brug metoden til stiklingeformering.

Når planten bliver ældre begynder det at blive et lidt større projekt, da den naturligt vil skyde nedefra. Engletrompeter er meget villige til at sætte rodskud, det er også derfor man ikke skal kassere en plante der er død. Det er ikke unormalt at den skyder igen. I naturen er engletrompeter kæmpe store buske, der kan fylde mange m2 og som konstant breder sig hvis forholdene er til det.

Billedet er fra Kickassfacts.com

Fyldte og dobbelte blomster

Der findes kultiverede sorter som har flere sæt kronblade. Man vil kunne se dobbelte blomster, hvor det ligner at der er en blomst udenpå blomsten.

Dobbelt engletrompet

Man kan også finde tre tredobelte sorter, og dem vi kalder “fyldte”. De fylde har ligesom en sammenkrøllet indre af en blomst mere.

En fyldt engletrompetblomst – Billede af Elizabeth Fichtl fra Pixabay

Engletompeternes farver

De mest almindelige farver for engletrompeter er hvid, gul og lyserød. Der findes også højpink, laksefarvet og tomatrød. Der forekommer også forskellige nuancer af hvid.
Kolde sorter har ofte flere farver i samme blomst. Flere ligner fx filurisen i farverne.

Filurisfarvet kold engletrompet fra rainforestcruses.com

Man ser meget ofte farveskift afhængig af hvor blomsten er i sin udvikling. Den vokser typisk frem i en gul farve, kan skifte over hvid til sin sortsfarve, som så kan udvikle sig til at falme eller blive mørkere inden den falder af.

blomsten skifter farve
Denne blomst er ved at skifte fra gul over hvid, til sin blivende pink farve, alt imens den folder sig ud

Nogle smarte fidusmagere prøver hvert år at sælge fx blå brugmansia. De findes altså ikke! Billederne er photoshoppet og de frø man får tilsendt kan fx være birkes.

Læs mere om brugmansia i farver her.

Engletrompetens vidunderlige duft

Vil du have duftende planter er engletrompeten et fantastisk valg, men du skal dog vide, at flere (især de hvide) slet ikke har nogen duft.

Duften er typisk forskellige blandinger af rose, geranium og vanilje og den kan blive så kraftig at man ikke kan opholde sig i nærheden om aftenen. Blomsterne udsender nemlig store skyer af duft når solen begynder at gå ned. Dette er endnu en af de specielle egenskaber ved denne personlighedsfyldte plante.

De enkleste blomster dufter ofte mest

Ikke alle engletrompeter dufter ens, så det kan være spændende at gå jagt efter dufte der tiltaler en. En advarsel skal dog lyde. Er man allergisk overfor fx parfume bør man ikke dyrke engletrompet. I flere kilder omtales også selve duften som giftig.

Hvor længe holder engletrompetblomster?

Det afhænger helt af vejret. Er det køligt holder blomsterne længere. I varme og direkte sol, er det ikke ualmindeligt at blomsterne holder ned til få dage. Stil derfor hellere din plante et lidt køligere sted, end midt i solen.

blomsternes levetid
Blomsterne er typisk nogle uger om at udvikle sig. Denne er på vej til at åbne.

Mistrivsel

Jeg kan desværre ikke skrive om engletrompet uden også at skrive om mistrivsel. Især er planten meget udsat for spindemider, som kommer når vejret skifter, planten tørster eller får for meget vand. Ja faktisk er der næsten ingen omslag eller lille udsættelse for stress, som ikke inviterer de små bæster. Heldigvis er de relativt nemme at komme af med hvis man starter i tide med insektsæben. Se mere om mistrivsel og hvordan du nemt blander en insektsæbe i indlægget om skadedyr og mistrivsel.

Gule blade

Gule blade er helt normalt

Det er fuldkommen almindeligt at engletrompet hver dag taber blade. De vil inden da typisk tørre ud og blive gule. Gule blade kan dog også være tegn på mistrivsel, så som for lidt eller meget gødning, drukning eller mangel på vand. Insektangreb kan også føre til gule blade.

Hvorfor blomstrer min engletrompet ikke?

Den mest almindelige årsag til at engletrompeter ikke blomstrer er, at den er kommet for tidligt ud i foråret. Dette vil sætte planten mange måneder tilbage i vækst. Læs mere herom i artiklen Engletrompeterne om foråret

Du kan også være kommet til at passe planten forkert med gødning og vand. Får den ikke næring og den korrekte type gødning, kan du risikere den ikke har krudt til at sætte blomster. Læs om gødning her: Gødning til engletrompet

Scroll to Top