Indhold i dette indlæg
Brugmansia er en plante der ikke tåler vinterkulde. Den skal derfor, på vores breddegrader her i danmark, ind om vinteren.
Det er slet ikke til diskussion, selvom nogle få har oplevet planter der er overlevet en mild vinter. Hvis du ønsker at bevare din plante, så skal den ind.
Engletrompet overvintring opsummeret
Hvis du bare gerne vil have en hurtig anvisning på en optimal vinteropbevaring af brugmansia, så læs her:
- Opbevar engletrompeter ved 8-12 grader
- Begræns lysmængden (nøjes med indirekte lys)
- Vand sparsomt en gang om ugen
- Undlad at gøde
- Tjek for utøj og råd hver måned (især spindemider)
Alternativt kan du opbevare planten ved stuetemperatur, tilføre kunstigt lys, vand og gødning og have en plante der lever videre som var det sommer. OBS hvis du opbevarer den i boligen, at den er giftig.
Hvis dine forhold ikke tilbyder ovenstående mulighed, eller du er nysgerrig efter andre metoder, så læs resten af artiklen.
Hvornår skal engletrompet ind?
Det er forskelligt hvilke temperaturer de forskellige engletrompetarter tåler, men som tommelfingerregel skal alle ind, når laveste temperatur kommer under 10 grader celsius. Det vil altså sige allerede i efteråret.
Vil du gerne vide præcis hvilke temperaturer din plante har det bedst med, så er du nødt til at kende gruppenavnet på din plante. Se vejledning i indlægget her
Oversigt over brugmansias optimale temperaturer

Tegningen fra Ibrugs.com skal læses ved længden af den gule/grønne/gule linje under firkanterne med temperaturangivelser.
(Farverne for oven er lidt misvisende, da du slet ikke har brug for farver i firkanterne, så se bort fra dem).
Systemet går fra plus 40 grader i venstre side, til minus to i højre.
Arborea kan alså tåle maksimalt ca 39 plusgrader, men helt ned til minus to. Dermed ikke sagt den har det godt ved disse ekstremer. Den kan meget vel visne grundigt ned, men altså være i stand til at overleve ekstremerne. Arborea har det bedst, når temperaturen er mellem 7 og 30 plusgrader, hvilket ses på den grønne bjælke.
Vinteropbevaring
Et af de meget spurgte begynderspørgsmål er: Hvor skal planterne så hen om vinteren?
Ja, det er meget individuel hvordan dette takles. Planterne er jo ikke ligefrem små. Personligt har jeg dem i en uopvarmet udestue, der er placeret på sydsiden af mit hus, som ikke er specielt godt isoleret. Det plejer at være sådan, at temperaturen er omkring de 10 grader når det er rigtig koldt udenfor. Jeg har oplevet år, hvor der blev koldere og hvor mine planter så blev lidt frostskadede, men de kom sig fint i løbet af foråret. Jeg har forresten også oplevet år, hvor det ikke har været koldt, men hvor planter alligevel er døde.
Tag nogle stiklinger – for en sikkerheds skyld
Der er ikke 100% chance for at alle planter overlever vinteropbevaringen, så tag for en sikkerheds skyld stiklinger (i flertal, fordi de godt kan rådne) af dine planter. Sæt dem fx i et glas vand og glemt alt om dem, på nær en gang om ugen hvor vandet skiftes. Jeg har ofte et glas stiklinger i mit nordvendte køkkenvindue. Jeg har ikke ret meget varme i køkkenet og her husker jeg at få skiftet vandet, fordi jeg ser glasset hver dag.
På den måde har du stiklinger med rod, når vi nærmer os sæsonen igen. Overlever din plante, kan du jo vælge at skille dig af med dem igen.
Hvis du vil se hvordan du laver stiklinger, kan du læse om det her
Grundregler for vinteropbevaring af engletrompet
- Meget lys medfører øget behov for varme
- Meget varme medfører behov for lys og vand
Lys, varme, vand og gødning hænger sammen!
Hvis du opbevarer din plante meget lyst, så må der altså ikke være meget koldt, hvis din plante skal trives godt. Lyset om vinteren er anderledes end om sommeren, så man vil ikke opleve den eksplosive vækst i de koldeste vintermåneder (men kan opleve det især om foråret).
Hvis du kommer til at opbevare din plante varmt, så er der stor sandsynlighed for at den går til, hvis der ikke samtidig er lys tilgængeligt. Varme giver også planten tørst, så vær opmærksom på at få vandet, mindst hver uge.
Gødning er normalt ikke nødvendigt før maj måned, men det afhænger selvfølgelig af din plante – hvor godt den er i vækst, og hvordan vejret er.
Opbevaring ved stuetemperatur
Planterne kan godt trives ved stuetemperatur, så går de ikke i dvale, hvilket de gør ved lave temperaturer. Det vil sige, at du kan opleve at have blomstrende planter hen over vinteren, hvis du blot sørger for de får tilskud af lys.
OBS. da planten er giftig, mener nogle at også den kraftige duft planterne udsender om aftenen, også er giftig. Allergikere kan også reagere kraftigt på duften.
Opbevaring uden lys
Mange tager planterne i kælderen eller et mørkt skur.
Brugmansia tåler at leve en vinter uden lys, men det kræver at temperaturen er så lav som muligt for arten. Der skal normalt ikke vandes, de måneder planten er i et mørkt vinterhi.
Jeg har sågar set billeder af planter der hænges til tørre med hovedet nedad, men har ikke selv prøvet denne metode.
Kan engletrompet overvintre i drivhus?
Nej, drivhuset kan ikke bruges som det er. I drivhus i Danmark overlever Brugmansia kun, hvis der tilføres varme og isoleres!
I drivhuset vil planterne få masser af lys, og vil derfor vokse videre hvis det holdes varmt. Holdes temperaturen lavest muligt for arten, vil den gå i hi. En af de svære ting ved engletrompeter er, at der skal være sammenhæng i mellem hvor meget lys og hvor meget varme de får. I et isoleret drivhus vil de få al det lys årstiden kan præstere, men ingen varme (drivhuset er jo blevet isoleret og varmes derfor ikke op).
OBS der er stor risiko for spindemider, da solens lejlighedsvise opvarmning af drivhuset, vil skabe store temperaturudsving – hvilket er guf for spindemider som øjner enhver lejlighed hos en svækket engletrompet.
Plantehotel
En oplagt mulighed er at sætte planterne på plantehotel, hvor man kan betale sig fra vinteropbevaringen og hvor der er kapacitet til de ofte enorme planter.
Dette har mange god erfaring med, men andre oplever problemer med utøj som slår planterne ihjel, på grund af den manglende pasning i lang tid.
En udfordring kan være at transportere store planter frem og tilbage.
Se listen over plantehoteller her: Planteopbevaring
“Alternativer” til vinteropbevaring
Stiklinger
Det eneste rigtige alternativ til vinteropbevaring er at tage stiklinger og overvintre dem. De behøver ikke være mere end 10cm og kan derfor fylde ganske lidt i hjemmet. Stiklinger skal opbevares ved stuetemperatur og lyst, men ikke i direkte sol. En vindueskarm bør kunne gøre det.
Klip ned
En anden mulighed er at klippe sin plante helt ned (fx til ti cm) og beskære roden, så den kan være i en lille potte. Hvor lille potten kan blive, afhænger af din plantes nuværende størrelse og alder.
OBS hvis du klipper din plante helt ned, og den tidligere har været i vækstfase, så vil den skulle igennem en ny. Du kan læse mere om vækstfase her
Det er normalt valgfrit om man vil klippe sin plante ned inden vinteropbevaring. Engletrompeter SKAL ikke klippes hvert år, men kan godt hvis man ønsker det. Engletrompeter er buske som altid vil buske sig naturligt med årene.
OBS pas altid lidt på med at klippe i de kolde typer, da de udvikler sig langsomt.
Sælg planten
Hvis alt andet ikke kan passe dig, så overvej at sælge eller give planten væk. Store planter går for ofte store summer, så er den over 150cm høj, vil det være naturligt at den koster omkring 300,- (en plante uden navn). Er din engletrompet navngivet, dobbelt, fyldt eller på anden måde speciel, kan den sagtens indbringe mere. op til 1000,- er ikke ualmindeligt, hvis den står i en god potte og denne følger med. De penge kan du så købe nye for til næste forår.
Engletrompeten i vintertiden
Dette er en ældre tekst, som gentager lidt det ovenstående, men som dog bidrager med yderligere viden. Læs dette hvis du vil vide mere.
Overvintring af engletrompet
Det er ikke almindeligt kendt at Engletrompeten fint kan overvintres på et frostfrit sted. Heller ikke alle føler, at dette er besværet værd, så bruger man nogle steder den løsning, at de lader planten blive ude i haven efter frosten og køber så en ny plante, når sæsonen begynder påny. På den måde har man altid en smuk Engletrompet i haven. På den anden side, så når man dog aldrig at opleve, hvor blomsterrig en flere år gammel plante kan være.
Alt efter, hvordan vejret arter sig i oktober, så bør Engletrompeten flyttes til et beskyttet sted, når der opstår fare for nattefrost. Det er med andre ord tid til at tage Engletrompeten indendøre for vinteren. Heldigvis, så stiller de fleste sorter ikke særlig store krav til overvintringsstedet andet end, at de er beskyttet mod frost. Inden Engletrompeten sættes ind bør man sørge for, at rodklumpen ikke er direkte våd, men den må gerne være let fugtig.
Beskæring før vinteropbevaring
Det er også en god ide, at beskære Engletrompeten, inden den flyttes ind for vinteren. Det kan der være mange grunde til. Dyrkes den som et højt træ eller en stor busk, så kan problemet være at kunne få den gennem døren eller den må skæres tilbage, så den kan stå opret, uden at røre loftet. Hvis det er muligt, så bør Engletrompeten ikke skæres for langt tilbage. En drastisk tilbageskæring resultere nemlig i en temmelig sen blomstring det følgende år. Ønsker man derimod en tidlig blomstring, så bør man kun beskære i den øverste del af blomstergrenene og aldrig skære i selve stammen. Efter beskæringen kan sårene med fordel behandles med et sårmiddel, der også indeholder et effektivt middel mod svampeinfektion.
Opbevaring i boligen
Mange steder i boligen er fint egnet til overvintring af Engletrompeten. Så længe rummet holdes fri for frost, så egner f.eks (fyld flere rum ind) kælderrum, garagen, haveskuret, loftrummet eller et gammelt viktualierum sig udemærket. En udestue eller vinterhave er særdeles velegnet og her kan man sommetider være heldig at opleve Engletrompeten i blomst i vintermånederne.
Vinteropbevaring i mørke
Engletrompeter, som overvintres i mørke rum, bør ikke udsættes for temperaturer på over 14 *C. I lyse rum må temperaturen gerne ligge på 12 til 18 *C. Under ingen omstændigheder bør temperaturen komme under 5 *C, da der som følge af kulden kan opstå varige skader på Engletrompeten. Det kan godt svare sig at fjerne blade og døde grene fra Engletrompeten, der skal overvintres mørkt, da den under alle omstændigheder vil kaste bladene, når den går i dvale.
Vanding om vinteren
I vinterens løb består pasningen mest af vanding. Den lavere temperatur gør, at Engletrompeten ikke forbruger lige så meget vand i vintertiden, som den går i den varme sommerperiode. På den ene side bør man aldrig lade potteklumpen tørre ud, men på den anden side bør man være meget varsom med at overvande sin Engletrompet, da den ikke tåler stående vand i potten. Hvis Engletrompeten overvintres lyst og lunt, så har de ofte mere brug for vand og er den i vækst, så kan der tilsættes 1-2 gram gødning til vandingsvandet. Ellers består pasningen kun af fjernelse af nedfaldne blade og i vinterens løb indtørrede grene. I udestue og vinterhave vandes Engletrompeten hyppigere og man bør også holde øje med eventuelle angreb af skadedyr, især bladlus og spindemider, der udvikler sig fortrinligt i det lune og fugtige miljø.